HAART er akronym for "stærkt aktiv antiretroviral terapi", et begreb dannede i slutningen af 1990’erne for at beskrive effektiviteten af kombinationslægemiddelbehandlinger, der blev anvendt til behandling af HIV.
Forud for HAART havde brugen af et eller to antiretrovirale lægemidler generelt begrænset succes hos patienter med HIV, hvilket resulterede i hurtig behandlingssvigt samt manglende evne til fuldt ud at undertrykke viral aktivitet.
Det var med indførelsen af proteasehæmmere i 1996, at lægerne kunne kombinere tre eller flere lægemiddelagenter på en måde, der effektivt forhindrede HIV i at replikere på forskellige punkter i sin livscyklus. Med fremkomsten af HAART kunne læger og forskere vidne til et forbløffende 50% fald i antallet af aidsrelaterede dødsfald i USA og Europa i løbet af tre korte år (1995-1999).
Ud over HAART var multi-drug-tilgangen også populært kendt som "triple therapy" eller "triple drug cocktail".
I dag er udtrykket i vid udstrækning blevet erstattet af andre monikere, herunder cART (kombination antiretroviral behandling) eller endog mere end ART (antiretroviral behandling).
Hvordan HAART Works
I modsætning til single-drug eller dual-drug therapies kan kombinationen af tre eller flere antiretrovirale fungere som et tagteam, effektivt undertrykke et bredt udvalg af HIV, der kan eksistere inden for en enkelt viral population.
Hvis et lægemiddel ikke er i stand til at undertrykke en bestemt viraltype, ville en eller begge de andre midler sandsynligvis gøre det.
Til gengæld er det ved at holde den virale befolkning undertrykt (ikke påviselig), at der er få cirkulerende vira i blodbanen, og få muligheder for viruset til at mutere til en modstandsstamme.
Det er derfor, at pre-HAART-behandlinger har tendens til at svigte så hurtigt: mindre mutantpopulationer fik lov til at fortsætte og til sidst stige i antal for at blive den overvejende virale stamme. Når dette sker, er stofferne ikke længere i stand til at stoppe HIV fra at replikere, en tilstand som vi beskriver som "lægemiddelresistent".
Narkotika anvendt i HAART
Der er i øjeblikket fem klasser af antiretroviralt lægemiddel, der hver især hæmmer et bestemt stadium i HIV-livscyklussen:
- indre eller fusionshæmmere (som inkluderer CCR5-receptorantagonister)
- nukleosid og nukleotid revers transkriptasehæmmere (NRTI / NtRTI)
- ikke-nukleosid reverse transkriptasehæmmere (NNRTI)
- integrasehæmmere
- proteasehæmmere
Andre klasser af antiretrovirale stoffer undersøges, mens nyere generationens lægemidler sigter mod at forbedre tolerancen, reducere bivirkninger og forenkle doseringen for dem, der er under behandling.
HAARTs fremtid
Ud over at give varig undertrykkelse af hiv hos inficerede individer, bliver HAART nu brugt som et middel til at vende infektionshastigheder i mange højrisikopopulationer. Strategien, kendt som behandling som forebyggelse (TasP), har vist sig at reducere "samfundets virale belastning" inden for en befolkning, hvilket gør det meget vanskeligere at overføre viruset fra en inficeret person til en ikke-inficeret person.
Desuden har HAART vist sig at reducere risikoen for både hiv- og ikke-hiv-relaterede sygdomme (herunder kræft og hjertesygdom) med så meget som 58%, hvis de påbegyndes på tidspunktet for diagnosen. Som følge heraf anbefales det nu, at HAART indledes hos alle personer med hiv, uanset immunstatus, indkomst, geografisk region, race eller hiv viral belastning.
Konceptet HAART vil også ændre sig med udviklingen af langvarige antiretrovirale lægemidler (muligvis muliggør månedlige eller kvartalsvise injektioner) og næste generations lægemidler, der sigter mod at sænke den traditionelle triple drug cocktail til så få som to lægemidler.
To store fase III forsøg, kaldet SWORD-1 og SWORD-2, viste, at brugen af Tivicay (dolutegravir) og Edurant (rilpivirin) resulterede i vedvarende viralundertrykkelse i 48 uger med minimale bivirkninger. En anden mindre undersøgelse, kaldet LAMIDOL-undersøgelsen, viste, at Tivicay, der blev anvendt sammen med lamivudin (et ældre generations lægemiddel), havde potentialet til at opnå de samme resultater hos tidligere behandlede patienter.
