De kulturelle holdninger til døvhed over generationerne er i høj grad afspejlet af tidens litteratur. I mange af de ældre klassiske romaner blev døve mennesker ofte portrætteret negativt af forfattere, som så dem som enten dimwitted, beskadiget eller uforskammet.
Selv om nutidige forfattere har gjort fremskridt med at skildre døvhed i et mere afbalanceret lys, forbliver der dvælende myter og misforståelser, der plager selv de bedste romaner.
Pre-20th Century Literature
De fleste af de tidlige historier om døvhed blev skrevet ved at høre forfattere. En af de tidligste var af Daniel Defoe, den berømte romanforfatter, der fortsatte med at skrive Robinson Crusoe.
Romanen, The Life og Adventures of Duncan Campbell, var en enestående bog for sin tid. Skrevet i 1729, beskrev den datter af en karakter ved navn Loggin som "et mirakel af vitt og god natur", der havde et højt dyrket sind og kunne tale og læse let.
For hans del afledte Defoe meget af sin inspiration fra hans svigerfar, som var lærer for døve i England.
Defoes skildring var en bemærkelsesværdig undtagelse til reglen, hvor døvhed blev oftere udtalt som enten en pitiabel fejl eller et værktøj til bedrag. Blandt eksemplerne:
- Cadwallader Crabtree i Peregrine Pickle af Tobias Smollett (1751), som ikke var døv, men lå ud til at være for at kunne sprede ondskabsladder
- Quasimodo i The Hunchback of Notre Dameaf Victor Hugo ( 1831), en døve, disfigured hunchback, der møder en tragisk ende efter at have forelsket sig i en smuk zigeuner
- Sir Kenneth of Scotland i Talisman af Sir Walter Scott (1851), som foregiver at være en døve Nubian slave for at at spionere på andre i kongens hær
- Kongen og hertugen i Mark Twain’s The Huckleberry Finn (1885) eventyr, hvoraf den ene forpligter sig til at være døve, mens den anden bruger falsk tegnsprog til andre i det 20. århundrede Litteratur
Mens døvhed blev skildret i et lidt mere sympatisk lys af forfattere fra det 20. århundrede, fortsatte mange af de samme negative stereotyper. Dette var tilfældet ikke kun for døve tegn, men dem med nogen form for handicap fra Tom Robinson i
At Kill a Mockingbird og Lenny iOf Mus og Men til Laura iThe Glass Menagerie . Alle blev i sidste ende beskadigede tegn uigenkaldeligt bestemt til tragedie.I løbet af denne tid blev døvhed ofte brugt som en metafor for kulturel isolation i mange af de klassiske romaner og historier fra det 20. århundrede. Disse omfattede sådanne tegn som:
James Knapp
- i Eugene O’Neill’s Warnings (1913), en trådløs operatør, der bliver døv og senere begår selvmord efter at have forårsaget SS-kejserens nedbrud The Old Man
- i Ernest Hemingway’s "A Clean Well-Lighted "Place (1933), en selvmord, døvdunk, der ikke ønsker mere end at lukke sig væk fra verden Holden Caulfield
- i JD Salinger’s The Catcher in the Rye (1951), som drømmer om at være døv og lever i en verden med fuldstændig stilhed. savner Tutti og Frutti i Harper Lee’s
- To Kill a Mockingbird (1960), to døve søstre, der var de klare mål om latterliggørelse og misbrug af børn i byen. Heldigvis ikke alle døve tegn i litteraturen var bestemt til samme plage. En række samtidige forfattere gjorde skridt til at bevæge sig ud over klichéerne og skildre døve mennesker som fulddimensionelle væsener med rige, indre liv. Nogle af de bedste eksempler er: John Singer
i Carson McCuller’s
- Hjertet er en ensom jæger (1940), en døve mand, der formår at skabe dybe relationer med folk i hans lille georgiske by Linda Snopes Kohl i William Faulkner s
- The Mansion (1959), en døve, stærkt villig kvinde, der forårsager kaos i hendes Mississippi township, når hun beslutter at uddanne sorte børn Alice Guthries i Sara Flanigan’s
-
Alice (1988), en døve, epileptisk pige, som efter at være blevet forladt af sin far, formår at uddanne sig og overvinde misbrug af sin ungdom
