25 Effektive slidgigtbehandlinger Arthritis

behandling slidgigt, anbefalet behandling, behandlinger slidgigt, systematisk gennemgang

Osteoarthritis Research Society International (OARSI) dannede et udvalg (11 reumatologer, 2 primære læger, 1 ortopædkirurg og 2 eksperter på bevisbaseret medicin fra 6 lande), som udførte en systematisk gennemgang af behandlingsretningslinjer, der eksisterede fra 1945 til januar 2006 til knæ og hofte artrose.

Fra søgningen identificerede udvalget 23 behandlingsretningslinjer for behandling af knæled og hofteartrose – 6 var opinionsbaserede, 5 var bevisbaserede og 12 baseret på både ekspertudtalelse og forskningsbevis. Gennem en hård proces, der omfattede kritisk vurdering af eksisterende retningslinjer, systematisk gennemgang af nyere bevis og øvelser for at generere konsensus anbefalinger – i sidste ende blev 25 behandlinger proklameret "et enkelt sæt opdaterede anbefalinger."

Hver anbefalet behandling blev tildelt en SOR (anbefalingens styrke) score. SOR for hver behandling var baseret på udtalelser fra vejledningskomiteen efter at have undersøgt forskningsmæssige beviser for sikkerhed, effektivitet og omkostningseffektivitet. Udvalgets medlemmer har også bidraget til at formulere SOR, herunder sådanne faktorer som deres opfattelse af patientens tolerance for behandlingen. SOR udtrykkes som en procentdel, der repræsenterer gennemsnittet af udvalgsmedlemmernes SOR-score for hver anbefaling, hvor 0% er den svageste og 100% er den stærkeste.

Eksempelvis angiver en SOR på 97%, at udvalget i gennemsnit betragtede effektiviteten, sikkerheden og omkostningseffektiviteten af ​​terapien til at være meget høj.

OARSI understregede, at optimal behandling for slidgigt involverer både farmakologiske (lægemiddel) og ikke-farmakologiske (ikke-medicinske) behandlinger. Det var den første generelle anbefaling. De øvrige 24 anbefalinger var opdelt i tre kategorier – ikke-farmakologisk, farmakologisk og kirurgisk. Ved siden af ​​hver anbefalet behandling er SOR-procenten.

11 Ikke-farmakologiske tilstande til behandling for slidgigt

uddannelse om målsætninger for behandling og selvforvaltning gennem livsstilsændringer (97%)

aerob, muskelforstærkning og vandøvelse (96%)

  • vægtreduktion (96%)
  • gåhjælpemidler 90%)
  • henvisning til en fysioterapeut (89%)
  • fod og indlægssåler (77%)
  • knæbøjler (76%)
  • regelmæssig telefonkontakt (66%)
  • termiske modaliteter / varme (64%)
  • akupunktur (59% )
  • transkutan elektrisk stimulering (58%)
  • 8 Farmakologiske behandlinger for slidgigt
  • Orale NSAID’er (93%)

acetaminophen (92%)

  • topiske NSAID’er og capsaicin (85%)
  • svage opioider og narkotiske analgetika til ildfaste smerter behandling) (82%)
  • intraartikulære (i joint) injektioner af kortikosteroider (78%)
  • intraartikulære injektioner af hyaluronan (64%)
  • glucosamin og / eller chondroitinsulfat til symptomaflastning (63%)
  • glucosaminsulfat, chondroitinsulfat, og / eller diacerein f eller mulig forbedring af leddene og de omkringliggende strukturer (41%)
  • 5 Kirurgiske behandlinger for slidgigt
  • total joint replacement (96%)

unicompartmental knæudskiftning (76%) osteotomi og andre kirurgiske procedurer for at bevare leddene (75%) efter fælles udskiftning er mislykket (69%)

  • ledvaskning (udvaskning) og artroskopisk debridering i knæledgte (60%)
  • Ældre retningslinjer for behandling af slidgigt blev udviklet, før NSAID’erne blev undersøgt for potentielle hjerterisici (hjerteanfald og slagtilfælde ). Forbindelsen mellem gastrointestinale bivirkninger og hjerte-risici har forårsaget, at NSAID’er anvendes mindre. OARSI udvalgsmedlemmer mener, at NSAID’er er effektive antiinflammatoriske lægemidler, og at kortsigtet brug kan være hensigtsmæssigt – når det vurderes individuelt.
  • OARSI anbefaler ikke NSAID’er til langvarig brug uden at overveje en patients historie.
  • Samlet set var der begrænsninger i retningslinjens udvikling af OARSI. Man kunne pege på ubalancen af ​​læger i udvalget – med ortopædkirurger og primærplejede læger underrepræsenteret. Det kan helt sikkert pege på den tunge subjektivitet, der var involveret i at udvikle en konsensus. Men alligevel er der værdi i de nye retningslinjer, især for patienter, som ikke har adgang til alle de tidligere retningslinjer, som blev behandlet af udvalget.

Like this post? Please share to your friends: