Høretab er ikke ualmindeligt hos mennesker, der lever med hiv, og indtil for nylig har der været tvivl om, hvorvidt hiv-terapi; den kroniske betændelse forbundet med langvarig infektion eller hiv selv kan være en medvirkende faktor til et sådant tab.
Kontradiktoriske undersøgelsesdesigner, undersøgelsesresultater
Tilbage i 2011 konkluderede en femårig analyse foretaget af University of Rochester i New York, at hverken hiv-infektion eller dens behandling var forbundet med høretab.
Analysen, som omfattede data fra to langvarige kohorter – Multicenter AIDS Cohort Study (MACS) og Women’s Interagency HIV Study (WIHS) – evaluerede de optoakustiske emissioner (dvs. lydene afgivet af det indre øre, når det er stimuleret) hos 511 patienter med HIV.
Baseret på resultaterne konkluderede forskerne, at høretabet blandt undersøgelsesdeltagere ikke var nogen forskel – og måske endda mindre end for den generelle amerikanske befolkning.
I 2014 rejste det samme forskergruppe spørgsmålet, og denne gang vurderede, om middelaldrende patienter med hiv i alderen fra begyndelsen af 40’erne til slutningen af 50’erne kunne høre en række toner fra 250 til 8000 hertz (Hz ) i forskellige mængder. Denne gang var resultaterne meget forskellige: både hiv-positive mænd og kvinder havde svært ved at høre høje og lave toner, med høretærskler 10 decibel højere end deres ikke-inficerede modparter.
Selvom høretab ved højere frekvens (over 2000 Hz) er almindelig hos middelaldrende voksne, forbliver lavere frekvenser generelt intakte. I den hiv-positive gruppe blev det konsistente tab af både lav- og højfrekvent hørelse betragtet som signifikant og forekommet uanset sygdomsstadiet, antiretroviral behandling eller adherence til terapi.
Undersøgelsens modstridende karakter tjener kun til at fremhæve overflod af spørgsmål, der forbliver ubesvarede, ikke kun om høretab direkte eller indirekte forbundet med hiv, men hvilke mekanismer der eventuelt kan være ansvarlige for et sådant tab.
Er høretab simpelthen et spørgsmål om alder?
I betragtning af designet af MACS og WIHS-undersøgelsen kan nogle konkludere, at hiv simpelthen "tilføjer" til det naturlige høretab, der ses hos ældre voksne. Det er helt klart erkendt, at den vedvarende, langsigtede inflammation forbundet med hiv kan forårsage for tidlig senescens (for tidlig aldring) i en række organsystemer, herunder hjerte og hjerne. Kan det være rimeligt at foreslå, at det samme kan ske med en persons hørelse?
En række forskere er ikke så sikre. En undersøgelse fra Taipei Medical Center i Taiwan havde til formål at vurdere høretab i en kohorte på 8.760 patienter med HIV og 43.800 patienter uden HIV. Høretab blev evalueret ud fra lægejournaler over en femårsperiode fra 1. januar 2001 til 31. december 2006.
Ifølge undersøgelsen blev pludselige høretab (defineret som tab af 30 decibel eller mere i mindst tre sammenhængende frekvenser over et par timer til tre dage) forekom næsten dobbelt så hyppigt hos HIV-patienter i alderen 18 til 35, men ikke i de 36 år eller derover. Selv om efterforskerne ikke kunne konkludere, at hiv var det primære årsag til et sådant tab, især da faktorer som støjeksponering og rygning blev udelukket fra analysen, tyder undersøgelsens omfang på, at hiv på en eller anden måde kan være medvirkende faktor. På samme måde foreslog en studie fra 2012 fra National Institutes of Health (NIH) forskningsnetværk, at børn smittet med hiv i utero (i livmoderen) er to til tre gange mere tilbøjelige til at have høretab ved 16 års alderen end deres ikke- inficerede modparter.
Til dette studie blev høretab defineret som kun at kunne opdage lyd 20 decibel eller højere end det, der kunne forventes i den generelle ungdomspopulation.
NIH-undersøgelsen konkluderede endvidere, at de samme børn næsten er dobbelt så store for at opleve høretab, end børn udsættes for hiv i utero, men ikke inficerede. Dette tyder stærkt på, at hiv-infektion i sig selv påvirker udviklingen af det auditive system og kan forklare, hvorfor yngre voksne med hiv rapporterer pludseligt, forbigående høretab i senere liv.
Kan antiretrovirale lægemidler være en årsag?
Kobling af høretab til antiretroviral behandling (ART) er blevet et endnu mere omstridende spørgsmål end at forbinde tab for hiv selv. Siden midten af slutningen af 1990’erne havde en række små undersøgelser antydet, at ART som uafhængig faktor var forbundet med en øget risiko for høretab. De fleste af disse undersøgelser er siden blevet stillet spørgsmålstegn ved, at individuelle lægemiddelmidler aldrig har vurderet og faktorer som sygdomsstadiet, ART-initiering og vedhæftning aldrig blev medtaget.
En lille, 2011 undersøgelse fra Sydafrika søgte at undersøge virkningen af stavudin, lamivudin og efavirenz (kan bruges til første linje ART i USA fra slutningen af 1990’erne til begyndelsen af 2000’erne) under retsmødet. Og mens dataene viste lidt forhøjede nedsættelseshastigheder blandt HIV-positive patienter på ART, blev undersøgelsen ikke i stand til at forbinde disse tab for stofferne selv.
På trods af bevisligheden er der bekymringer, at der ikke er tilstrækkelig opmærksomhed mod de antiretrovirale lægers ontologiske (øre-associerede) virkninger, herunder lægemiddelrelaterede mitokondriale toksiciteter, der potentielt kan forbedre eller forværre hiv-associerede lidelser, især dem, der påvirker det neurologiske system.
Da der lægges mere og mere fokus på både livskvalitet og undgåelse af aldringsrelaterede lidelser i langvarig infektion, må der måske tages større skridt for at give endelige svar på spørgsmålet om høretab i hiv -inficeret population.
