Den Russiske Føderation, der består af 17 forskellige lande, er begået i en hiv-epidemi, der tager sin vejafgift på hele regionen både fra folkesundhed og økonomisk perspektiv.
Geografisk er Rusland cirka dobbelt så stor som USA, med mindre end halvdelen af befolkningen (ca. 143 millioner). Ud fra et hiv-perspektiv overgår Rusland dramatisk USA i omfanget af nye infektioner, såvel som de fleste af dets naboer i Vesteuropa.
Selvom det officielle antal hiv-tilfælde er rapporteret til at være omkring 1,1 millioner, mener nogle eksperter, at tallet kan være tættere på tre millioner. Hvis dette var tilfældet, ville forekomsten af HIV i Rusland være næsten syv gange den for USA (som i øjeblikket har en forekomst på omkring 0,6 procent).
Hvad vi officielt ved, er, at epidemien på grund af Ruslands egen epidemiologiske statistik har eksploderet de seneste 20 år og steget med omkring 250 procent siden 2001.
En sårbar befolkning
At sætte epidemien i kontekst, man skal undersøge Rusland ud fra det synspunkt, at den er i fare befolkning og dens evne til at tage fat på den voksende hiv-krise.
Fra dette perspektiv står Rusland over for en alvorlig demografisk krise, da fødsler går langt bag dødsfaldene. En aldrende befolkning kombineret med en stigende dødsfrekvens for mænd i alder på grund af alkoholisme, hjertesygdomme og hiv har bidraget til den negative befolkningsvækst.
Denne negative vækst forventes at skære den russiske befolkning med 20 procent eller mere i løbet af de næste 50 år.
Desuden har Ruslands reaktion på epidemien været langsomt, især med hensyn til de vigtigste risikofyldte befolkninger. Hvor Verdenssundhedsorganisationen anbefaler, at 90 procent af risikopopulationerne (injektionsbrugere, mænd, der har sex med mænd, kommercielle sexarbejdere) modtager hiv-test og rådgivning, de fleste officielle rapporter er halvdelen.
Dette er mest sandt i lande som Tadsjikistan (54 procent), Kirgisistan (36 procent) og Usbekistan (29 procent).
Historien om hiv i Rusland
Hiv opstod først som et folkesundhedsproblem i slutningen af 1986. Det første tilfælde blev identificeret i en russisk mand, der har kontraheret sygdommen i Afrika. Han angiveligt overførte infektionen til 15 sovjetiske soldater med hvem han havde sex.
Da privatlivslovgivningen ikke eksisterede i den daværende sovjetiske republik, blev disse navne af de smittede offentligt offentliggjort via statsmedier, hvilket tvivlede mændene på at leve "korrupte livsstil", der førte til deres sygdom. Den kendsgerning, at homoseksualitet var ulovlig (og forbliver så under amtets russiske LGBT-propagandalov) tjente kun at stigmatisere mændene såvel som selve sygdommen.
I slutningen af 1980’erne blev obligatorisk hiv-test indført over Sovjetunionen, som ofte blev udført uden samtykke eller viden om den person, der blev testet. I 1991 var over 142 millioner mennesker blevet testet, hvoraf næsten ingen var anonyme.
Positive test blev behandlet hårdt med aggressive forsøg på at identificere (og ofte offentliggøre) smittesporet fra en person til den næste.
De tidlige 1990’ere oplevede toppen af politisk uro i Sovjetunionen og skubbede hiv-krisen ind i skyggerne.
Udenlandsk HIV-forebyggelseslitteratur, som engang blev oversat til russisk, kunne ikke længere findes i landet. Offentlige forebyggelseskampagner ophørte med at eksistere på et tidspunkt, som mange anså for at være en alder af den russiske "seksuelle revolution". Med samtidig stigning i indsprøjtning af stofmisbrug i hele regionen blev HIV-epidemien i det væsentlige efterladt ukontrolleret, idet sygdommen spredte sig som et ildsted gennem selv de fjerneste territorier.
Med fremkomsten af den nyligt uafhængige Russiske Føderation beordrede AIDS-agenturer ringe betydning blandt lovgivende ledere og endnu mindre finansiering. Dårlig netværk blandt de få hiv-organisationer, der eksisterede, resulterede i en utilstrækkelig strøm af information til græsrodsbureauer og behandlere på jorden.
Nøgle til-risikopopulationer i Rusland
Den epidemi i Rusland er i modsætning til den, der ses i USA og Vesteuropa, i det omfang befolkningerne bliver ramt. Det har tendens til at afspejle kriserne i Centralasien og Østeuropa, hvor infektioner spredes langs handelsruter, der fremmer narkotikahandel.
Som følge heraf er omkring 40 procent af alle infektioner blandt injektionsmisbrugere (IDU’er), hvor man anslår at placere totalet på et sted mellem to og tre millioner mennesker (eller omkring to til tre procent af den russiske befolkning). Som følge af russiske love, der forbyder besiddelse af nåle og sprøjter, anses delingen af disse genstande som almindelige.
Forbindelsen af problemet er det faktum, at fordi indsprøjtning af stofbrug er strafbart ved lov, er brugerne ofte tilbageholdende med at få adgang til sundhedssystemet til selv primær pleje. Alle disse faktorer kombineret har resulteret i en hiv-infektionsrate blandt IDU’er på omkring en ud af fire, 80 procent af dem er under 30 år.
Problemet i fængselssystemet antages at være endnu højere, både et resultat af delte nåle og kondomløs sex blandt indsatte. Situationen er lige så vanskelig blandt kommercielle sexarbejdere (CSW’er), med straffeforanstaltninger, der kører både mandlige og kvindelige CSW’er fra at blive testet eller behandlet.
Samtidig afspejler epidemien blandt mænd, der har sex med mænd (MSM), at mange lande har mangel på forebyggende tjenester, der bringer infektion i denne højrisiko-befolkning. Som følge heraf ses antallet af ny infektion blandt homoseksuelle og bisexuelle mænd ofte ukontrolleret, på trods af stigninger i MSM-forebyggelsesprogrammer i mange bycentre.
Til gengæld forbliver adgangen til antiretroviral terapi (ART) i disse nøglepopulationer fortsat meget lav, især sammenlignet med stigninger i andre grupper og regioner (herunder Armenien, Aserbajdsjan, Belarus, Georgien, Kasakhstan, Kirgisistan, Litauen, Moldova, Rusland , Tadsjikistan, Ukraine og Usbekistan).
Vejen fremover
I modsætning til selv de mest hårde ramte dele af Afrika fortsætter antallet af nye hiv-infektioner i Rusland, stigende internationale tendenser. Som følge heraf er opskaleringen af ART og andre HIV-forebyggelsesprogrammer, især for nøgleberørte befolkninger, af høj prioritet.
Men indtil den russiske ledelse under Vladimir Putin henvender sig til økonomiets egenkapital, infrastrukturelle sundhedsmæssige mangler og love, der straffer dem med hiv, ser vejen fremad utroligt dystre ud.
