Psoriatisk arthritis er en kronisk type inflammatorisk arthritis, der er forbundet med psoriasis, en hudsygdom. Symptomer på ledbetændelse og psoriasis forekommer ofte ikke samtidigt. I de fleste patienter med psoriasisgigt udvikler symptomer på psoriasis før arthritis symptomer. I omkring 15 procent af tilfældene udvikler symptomer på arthritis, før psoriasis fremkommer.
I andre 15 procent af patienterne diagnostiseres psoriasisgigt sammen med psoriasis.
Der er 5 typer af psoriasisartritis: symmetrisk, asymmetrisk, distal interphalangeal dominerende, spondylitis og arthritis mutilans. Tidlig diagnose og behandling er vigtige for at reducere risikoen for permanent ledskader. Behandling er rettet mod bekæmpelse af betændelse, og med leddsygdomme hos sygdommen skal begge behandles.
En task force for EULAR (European League Against Rheumatism) udførte en omfattende systematisk gennemgang af videnskabelig litteratur til evaluering af farmakologisk behandling af psoriasisartritis. Oprindeligt offentliggjorde EULAR anbefalinger i 2012. Men i 2015 var der allerede behov for en opdatering på grund af nye beviser og tilgængeligheden af nye lægemidler. I 2012 var der to kategorier af DMARD’er (sygdomsmodificerende anti-reumatiske lægemidler): konventionelle syntetiske DMARD’er (forkortede csDMARDs), der indbefatter methotrexat, Arava (leflunomid), azulfidin (sulfasalazin) og biologiske DMARD’er (forkortede bDMARDs).
I 2015 indeholdt opdateringen en tredje kategori af DMARD’er, kaldet målte syntetiske DMARD’er (forkortede tsDMARDs), som omfatter PDE (phosphodiesterasehæmmere) og JAK-inhibitorer (for eksempel Xeljanz [tofacitinib]). De opdaterede retningslinjer fra EULAR omfatter 10 anbefalinger og 5 overordnede principper for behandling af psoriasisartritis.
De overordnede principper
- Psoriatisk arthritis er en heterogen (dvs. består af forskellige aspekter) og potentielt alvorlig sygdom, som kan kræve tværfaglig behandling.
- Psoriatisk arthritisbehandling skal sigte mod den bedste pleje og skal baseres på en fælles beslutning mellem patienten og reumatologen under hensyntagen til effektivitet, sikkerhed og omkostninger ved behandling. Rheumatologer er specialister, der primært bør passe på de muskuloskeletale aspekter af psoriasisartritis. Med tilstedeværelsen af hudinddragelse bør en reumatolog og en hudlæge samarbejde om diagnose og sygdomsforvaltning.
- Det primære mål for psoriatisk arthritisbehandling er at maksimere sundhedsrelateret livskvalitet, opnået gennem kontrol af symptomer, forebyggelse af strukturelle skader, samt opretholdelse af normal funktion og social deltagelse. Reduktion af betændelse er afgørende for at nå målene.
- Forvaltning af psoriasisgigtpasienten skal tage højde for ekstraartikulære manifestationer (dvs. andre end ledd), metabolisk syndrom, hjerte-kar-sygdomme og andre comorbide tilstande.
- Anbefalinger
Behandling af psoriasisartritis bør målrette remission eller minimal til lav sygdom aktivitet opnået ved regelmæssig overvågning og justering af terapi efter behov.
NSAID’er (ikke-steroide antiinflammatoriske lægemidler) kan bruges til at lindre muskuloskeletale tegn og symptomer.
- Hos patienter med perifer arthritis, især hos dem med mange hævede led, bør ledningsskader med betændelse, forhøjet sedimenteringshastighed og CRP og / eller ekstra-artikulære manifestationer csDMARDs overvejes i et tidligt stadium, hvor methotrexat er foretrukket til patienter med hudinddragelse .
- Lokale injektioner af kortikosteroider bør betragtes som supplerende (dvs. yderligere) terapi. Systemiske kortikosteroider ved den laveste effektive dosis kan anvendes med forsigtighed.
- Hos patienter med perifer arthritis, der har utilstrækkelig respons på mindst et csDMARD, bør behandling med bDMARD påbegyndes. BDMARD er typisk en TNF-blokering.
- Hos patienter med perifer arthritis, der har et utilstrækkeligt svar på mindst en csDMARD, der ikke kan anvende en TNF-blokker, kan bDMARDs, der målretter IL12 / 23 (fx Stelara [ustekinumab]) eller IL17 (fx sekukinumab) overvejes.
- Hos patienter med perifer arthritis, der har et utilstrækkeligt svar på mindst en csDMARD, og som ikke kan anvende bDMARDs, kan en tsDMARD overvejes.
- For patienter, der har aktiv enthesitis og / eller dactylitis (hævelse af et helt tal), som har utilstrækkelig respons på NSAID’er eller lokale kortikosteroider, bør en bDMARD overvejes. En TNF-blocker er typisk forsøgt først.
- Hos patienter med aktiv aksial sygdom, som har et utilstrækkeligt svar på NSAID’er, bør en bDMARD overvejes. En TNF-blocker er normalt prøvet først.
- Hos patienter, der ikke reagerer på et bDMARD, bør overgang til et andet bDMARD overvejes. Skift mellem forskellige TNF-blokkere kan betragtes som passende. TNF-blokkere omfatter: Enbrel (etanercept), Remicade (infliximab), Humira (adalimumab), Simponi (golimumab) og Cimzia (certolizumab pegol).
